Sommeren er gået på hæld, og vi er trådt ind i efteråret. Langt de fleste af os har nu lagt sommerferien bag os og er kommet tilbage på arbejde og ind i rutinerne igen. Nogen holder af hverdagen og dens forudsigelighed. Andre savner til gengæld ferietidens plads til impulsive beslutninger. Mon ikke mange af os lægger os et sted midt imellem?
Hvilken type er du?
Jeg elsker ferietidens frihed. Jeg elsker også mit arbejde. Det skulle jeg også helst som selvstændig, ikke?
Hvilken type du ser dig selv som, tror jeg, har noget at gøre med, hvor meget du identificerer dig med dit job. I de første år på arbejdsmarkedet VAR jeg min titel. Når jeg præsenterede mig selv, sagde jeg: ’jeg hedder Lena, og jeg ER vejleder’. Mit arbejde var en stor del af min identitet.
Det kan du måske nikke genkendende til. Mange af os har for vane at præsentere os selv først og fremmest gennem et job. Eller gennem det ikke at have et job: ’jeg ER ledig’. Det kan samtidig være en meget stor omstilling, når man ikke længere har jobbet som forankring i sit liv. Når man går på pension og forlader de mange timer, man har lagt i sit arbejdsliv gennem livet. Hvordan præsenterer du dig så: ’jeg hedder X, og jeg VAR gymnasielærer’. Jeg forestiller mig, at det for en del mennesker tager lidt tid at lande i pensionstiden. At få omformet fortællingen om sig selv så at sige, nu hvor jobbet ikke fylder mere. Heldigvis er arbejdsmarkedet nu mere hybridt end tidligere, og vi kan sammensætte overgangen til pension, årene med små børn, returneringen efter sygdom og så videre mere fleksibelt.
Først senere i mit arbejdsliv, da jeg havde prøvet dårlig trivsel i et job, stress, jobskifte og ledighed, begyndte jeg at præsentere mig selv anderledes: ’jeg ARBEJDER som vejleder’. Underforstået: men jeg er mere end blot mit job.
Med erfaringer følger et bredere blik på identitet. Det er min påstand. Vi har så mange veje at gå i vores liv, livet igennem. Nogle af dem bliver til omveje, nogle til genveje. Andre gange må vi stoppe op ved en afgrund eller falder simpelthen ned i den og skal så i gang med at klatre op. Livet har noget at byde på til os alle, og ingen går ram forbi.
Vores identiteter består ikke kun af et arbejde, ligesom en person med et handicap ikke kun er sit handicap. Vi skabes gennem sproget, og hvordan vi taler om vores jobs eller mangel på samme.
Han er ikke handicappet. Han er et menneske med et handicap.
Hun er ikke arbejdsløs. Hun er et menneske, der for øjeblikket ikke har et arbejde.
Du er heller ikke kun din stilling. Du er et menneske, der er ansat til at varetage nogle opgaver.
Vi er hele mennesker. Eller i hvert fald bliver vi det med årene og med erfaringen. Vi skriver så at sige på fortællingen om os selv gennem hele livet.
