Diagnose og arbejdsliv

Er du indehaver af både diagnose og arbejdsliv?

For nylig havde jeg en karrieresamtale, hvor omdrejningspunktet var: “Jeg er sendiagnosticeret med autisme, en udredning jeg selv opsøgte, fordi jeg flere gange i mit arbejdsliv er brændt ud og har været sygemeldt med stress.”

Findes der autismevenlige arbejdspladser?

Et af de spørgsmål, der kom frem i samtalen, lød: findes der autismevenlige arbejdspladser? Så for at begynde med at svare på det: Ja, det gør der. Autismevenlige arbejdspladser som fx Glad Teknik, autismevenlige uddannelser som fx AspIT og autismeklasser på gymnasier. Og disse ting er ikke kun for mennesker med autisme, men rummer flere forskellige diagnosesæt. Fælles er, at der er en særlig viden om diagnosetilpasset læring eller diagnosetilpassede arbejdsopgaver. Mit svar lød dog også: Men der er også mennesker med autisme på alle mulige andre arbejdspladser. Og i alle mulige forskellige fag.

Det er her, karriererådgivning kommer ind i billedet. Når jeg forbereder mig til en samtale, kan det være rart at vide, om der er en diagnose i spil også. Så ved jeg, om jeg skal holde mig mere tekstnært til feedback eller tæt til en på forhånd aftalt struktur. Om jeg kan udfordre forestillingsevnen og mavefornemmelsen eller ej. Om jeg skal skabe rum for eftertanke i løbet af samtalen. Og sådan kan arbejdsgivere også forholde sig til mennesker med en diagnose i baglommen. Uden at være deciderede autismevenlige arbejdspladser.

Hvad er vigtigt i din arbejdsdag, sådan som du kender dig selv?

Du kan overveje med dig selv, hvad der vigtigt for dig i en arbejdssammenhæng:

Handler det om at være skærmet i forhold til lyd, lys, forstyrrelser og hvor mange mennesker, du skal interagere med i løbet af en dag?
Handler det om et andet timetal end fuldtid og om at mindske transporttid, så der er tid til restitution?
Handler det om, hvor meget udadvendt kontakt du har i løbet af dagen?
Handler det om struktur og forudsigelighed dagligt, ugentligt, på årsbasis?

Arbejdsopgaver

Selvfølgelig er der også noget med arbejdsopgaver. Nogle arbejdsopgaver er nogenlunde skærmede som udgangspunkt fx backend programmering eller lagerpakning af webordrer. Andre er mere udadvendte, men kan have en fast ramme fx det at være kasseassistent i et supermarked. Den karrieresamtale, som indlægget her begyndte med, havde faktisk undervist unge mennesker i mere end 10 år. En meget selvstændig og udadvendt funktion, som sandsynligvis har været et naturligt led videre fra at tage en teoretisk uddannelse. Diagnosen har nydt studietidens rammer, fokus og viden, men den fungerer knap så godt i den arbejdshverdag, som følger.

Virksomhedstyper

Der er også noget med virksomhedstyper. Og brancher. I store virksomheder kan du arbejde i en intern konsulentfunktion, hvor du supporterer kolleger og andre afdelinger, men ikke som sådan eksterne kunder. Store firmaer har desuden meget faste strukturer og forudsigelige flow. Begge dele kan være med til at skabe den tryghed, du har brug for. Og at have en diagnose med dig, er ikke for alle det samme som, at du skal skærmes og arbejde alene. Mange mennesker med en diagnose har også behov for den spejling og følelsesmæssige feedback, som kolleger giver helt automatisk i løbet af en dag. Et eksempel på en intern konsulentfunktion i en stor virksomhed kan være CFIA – Center for Innovation Aarhus. Det er en kommunal enhed, der leverer sparring, partnerskab og værktøjer til innovationsprojekter internt i Aarhus Kommune. Så når kommunen skal udvikle på borgerrettet digital selvbetjening, så kan CFIA være inde over.

I mindre virksomheder er stilen en anden. Der er kort vej til chef og beslutninger. Det kan også give en nærhed, som passer godt til, at du har brug for tilpasninger af og til. Der er til gengæld ofte mange forskelligartede opgaver at løse, som du selv har ansvar for at drive fremad, så hvis du finder det svært at prioritere og planlægge, så kan det blive en udfordring. Til gengæld har du mulighed for at anvende flere forskellige sider af dig selv i et mere fleksibelt system. Muligvis også med færre kontaktpunkter i løbet af en dag, mindre larm og færre møder, sociale arrangementer mm.

Tilpasser du dig, og hvem betaler prisen?

Jeg har oplevet flere mennesker, som fortæller mig: “Jeg er på nedsat tid for at kunne holde til jobbet.” Her skal du være opmærksom. Hvis du på grund af en diagnose har behov for nedsat tid, er det ikke kun dit ansvar. Hvis du selv regulerer din arbejdstid, kan du risikere at spare meget mindre op til pension end andre i samme job på mere tid. Det kan være ok for nogle, men der er en social slagside her. Hvis du på grund af din diagnose skal arbejde mindre end ellers, så overvej at kigge mod ordninger som fleksjob eller andet, hvor du får kompensation. Her er jeg ikke ekspert, men henviser til de forskellige foreninger på området og de kommunale jobcentre. Her sidder der socialrådgivere med den rette viden til at kunne hjælpe.

Jeg vil helst ikke udtale mig om en diagnose som en superkraft, for jeg har den ikke selv. Men det er klart, at der er evner i nogle diagnoser, som er helt fantastiske at have. Så længe de kan balanceres med resten af dit liv. Og dem skal der da være plads til. Der skal være plads til, at ADHD’en er en fantastisk udvikler og idémager. At autismen kan dykke ned i data og finde strukturer, som andre ikke ser. At angsten kan pege på de usunde strukturer, der er i livet omkring os alle.

Jeg har selv fået anbefalet at læse Louise Egelund Jensens bog “Få dig dog et godt liv” – hermed er anbefalingen givet videre. Den rummer både den viden, vi som neurotypiske har behov for, men den kan også inspirere neuroatypiske, der ikke helt har fundet deres hylde endnu.