Nyt medlem til rådgivningspanel søges

Lena Bryder profilfoto med siden til

Nyt medlem til rådgivningspanel søges

Hvad er Bryder Karriere?

Bryder Karriere (cvr. siden februar 2021) er en solovirksomhed indenfor karriererådgivning, der leverer undervisning og kurser om jobsøgning og karriereudvikling for ledige og fastansatte, intern efteruddannelse af rådgivere og én-til-en karrieresamtaler. Nye ydelser kommer jævnligt til – for eksempel er iværksætterhjælp, facilitering og humanistisk salg på vej ind i virksomheden, ligesom en fagbogsudgivelse om opsøgende jobsøgning kom til i 2025. Bryder Karriere har primært erhvervskunder indenfor beskæftigelsesbranchen. Byggeklodserne for virksomheden er et godt arbejdsliv, og det inkluderer tid til børnefamilien og restitution. Derfor fungerer Bryder Karriere på 20-35 timer om ugen i fleksible arbejdstider og med kontor 300 meter fra privaten.

Specialerne er opsøgende jobsøgning, relationsstærke samtaler, levende undervisning, klar skriftlig og mundtlig kommunikation, teori kombineret med intuition, anarki kombineret med kreativitet, power kombineret med blødhed. Professionalisme gennemsyrer tilgangen til at drive virksomhed.

 

Hvem skal du have god kemi med?

Indehaver af Bryder Karriere er Lena Bryder, 44-årig erhvervskvinde med en baggrund i først undervisning og vejledning i det offentlige og derefter kommunikation, administration og personale i det private erhvervsliv. Jeg er universitetsuddannet humanist og en stolt generalist. Derudover elsker jeg det relationsbårne salg og håndterer selv økonomien i min virksomhed. Mine hverdage fungerer bedst med en blanding af relationer og resultater. At blive selvstændig føltes som ’at komme hjem’ i min faglighed og min personlighed, og jeg ønsker at fortsætte som sådan. Se videoen eller læs mere om mig her: Min personlige karrierehistorie

 

Hvilken profil søger vi?

Rådgivningspanelet har fungeret siden august 2022, er ulønnet og uden økonomisk ansvar for virksomhedens gøren og laden, men møderne indeholder mad og drikke (du skal kunne klare et stykke kage uden at få dårlig samvittighed) samt stjernegode diskussioner og netværk med mennesker fra forskellige brancher og liv. Vi mangler dig i vores fællesskab, og der er ret få uafvigelige krav.

  • Du er mand – panelet indeholder for øjeblikket tre kvinder og én mand, og vi ønsker at få alle gode kompetencer i spil.
  • Du kender fagforeninger eller a-kasser og resten af beskæftigelsesbranchen indefra. Du har måske også erfaring med B2B kommunikation.
  • Du skal kunne ”talk the talk and walk the walk” uden spidse albuer.
  • Du skal have tid til at mødes i 8300 Odder fire gange årligt fra kl. 17-20.
  • Du skal sympatisere med en virksomhed på deltid og selv praktisere et godt arbejdsliv.

 

Udvælgelsen

Hvordan din personprofil er, om du er samme type som mig, hvor lang din erfaring er, hvordan du ser ud, om du er ordblind eller på spektret betyder mindre. Sidste gang jeg søgte nyt medlem, havde jeg 6-9 telefonsamtaler og 3 af dem talte jeg med 2 gange. Derefter inviterede jeg to mennesker med ind i panelet, fordi de var for spændende til at lade gå.

Hvis du er interesseret i at være med, må du gerne sende mig en mail lena@bryderkarriere.dk eller ringe på 30 41 14 71. Hvis du ringer, vil jeg gerne bede om dine data på skrift efterfølgende. Hvad du sender, er op til dig, men lad være med at bruge lang tid på en hel sides skriftlig ansøgning med floskler. Fremtiden er her allerede, og du kan i stedet for en ansøgning sende mig link til din veludfyldte LinkedIn-profil, en motivation for at ville deltage direkte i din mailtekst eller noget andet, der viser mig, hvem du er.

Opslaget her findes også på LinkedIn: https://www.linkedin.com/posts/lenabryder_nyibestyrelsen-advisoryboard-ivaewrksaewtter-activity

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *