Poder og hvad så nu?

Da jeg i bil med trailer kørte forbi vores lokale testcenter (nu tidligere testcenter) på vej mod genbrugsstationen i weekenden, spurgte min knap 6-årige datter: hvornår skal vi til coronatest igen? DET kommer heldigvis til at vare længe, svarede jeg. Håber jeg!

Men det betyder jo også, at der er nogle, der mister deres job. Altså, sådan sagde jeg kun til mig selv;-)

Tusindvis af mennesker har kunnet skrive poder på deres CV i de forgangne år. Nogle har brugt poderjobbet som en indgang til et arbejdsmarked, som har været svært for dem at få fodfæste i. Pludselig var der brug for flere folk, og der blev ikke skelet så meget til erfaring, huller i CV’et, hudfarve, alder, sprogbaggrund mm., som der desværre nogle gange gør i jobsøgningen.

Jeg møder i min hverdag som karriererådgiver mange – især yngre jobsøgende – som har slået deres folder som podere. Og som er steget i graderne undervejs i pandemiens forløb. De mange private og offentlige arbejdsgivere har tildelt roller som teamkoordinator, daglig leder, kundeservicemedarbejder og så videre.

Og hvad så nu? Nu er kviktest lukket. Smitteopsporingen håndteres primært i appen MinSundhed, og dermed er der meget få telefonopsporere tilbage. PCR-teststederne er også blevet minimeret i antal.

Derfor er rigtig mange podere tilbage som jobsøgende. Måske også tilbage til den kurs, deres jobsøgning havde inden poderjobbet. Men hvorfor egentlig vende tilbage til, hvor vi var, når nu de nye kompetencer har udvidet vores muligheder?

Du kan bruge din nyvundne arbejdserfaring i din jobsøgning. Både hvis du er blevet så hooked på det sundhedsfaglige, at du ønsker at fortsætte i Falck eller regionen eller søge ind på sundhedsfaglige uddannelser. Og du kan også bruge dine erfaringer, hvis du normalt færdes i en helt anden branche.

Hvordan spørger du måske?

For det første skal du have opdateret dit CV og din LinkedIn-profil, hvis du har sådan én. Du skal beskrive dine arbejdsopgaver som poder – gerne i generelle termer, så det er lettere for en kommende arbejdsgiver at oversætte til sin anden branche. På den måde gør du dig forståelig for andre fagligheder end den sundhedsfaglige.

  • Du har fået konkret erfaring med kundekontakt.
  • Måske også med at lægge arbejdsplaner samt organisere og håndtere en stor gruppe medarbejderes arbejdsdag.
  • Du kan følge instruktioner og sikre kvaliteten i arbejdet. Også i stressende eller hurtige arbejdsmiljøer.
  • Du kan sikre en god hygiejne samt klargøring og oprydning af faciliteter.
  • Du har måske endda ansat, trænet og onboardet nye medarbejdere.
  • Og så er du regionsmester i lange vatpinde eller stikkedronning. Humor må godt være en del af jobsøgningen:-)

Alle disse opgaver har givet dig kompetencer, som du også kan anvende i andre jobs.

Husk: det der begejstrer os, er det, vi skal vande, så det vokser. Så øges vores faglighed, vores arbejdsglæde, vores motivation og kvaliteten i vores indsats.

Jeg har mødt mange podere, som har været rigtig glade for deres tid i Corona-smittens frontlinje. Nu er det for dem tid til at tage glæden ved arbejdet med videre i jobsøgningen og et nyt job.

Synes du, din ledighed begynder at trække ud, og er du nervøs over, hvordan du inkorporerer din ufaglærte podererfaring i dit CV og den røde tråd i dit arbejdsliv, så kontakt Bryder Karriere for sparring.