Karriereforælder OG forælderkarriere – og den evige balancegang mellem de to
Jeg har selv gået vejen
Vi blev tvunget ud i prioriteter, da vores første barn, Viola, blev født for tidligt og 2 måneder senere døde. Fra ikke at have særlige holdninger til det at være forælder, blev jeg med ét fuldblodsforælder XXL. Den oplevelse har præget vores forældreskab begge to, men især mit forhold til børn og arbejde. Og det har betydet, at jeg løbende har truffet væsentlige beslutninger omkring mine arbejdsforhold og vores tid sammen med børnene. Karriereforælder og forælderkarriere er et dilemma som forældre i hvert fald til børnene bliver 10 år.
Disclaimers
Når jeg skriver “jeg”, er det naturligvis “vi”, for vi er to voksne i min familie. Nogle beslutninger træffer vi i enighed, men de fleste beslutninger træffer vi, fordi den ene af os har et ønske. I respekt for et rimeligt ønske, bakker den anden part op, og vi finder en løsning, som begge kan være i. Et urimeligt ønske i vores familie er pt. at bruge tid på at anlægge en sø og et hønsehus i villahaven;-)
Jeg vil også gerne punktere myten om en kronologisk beslutningstagen: “fordi Viola døde, traf vi de rette beslutninger for de 2 andre børn”. Sådan er det langt fra. Men fordi Viola døde, reagerede vores følelser hurtigere og voldsommere, når vi efterfølgende stødte på noget, der ikke fungerede for os. Om det så var i hospitalssammenhæng med de 2 efterfølgende graviditeter, i jobsammenhænge eller i pasningen, hvor vores efterfølgende børn har været. Mavefornemmelsen har fået en større vægt i beslutningerne hos mig, og min mand er blevet langt mere fokuseret på deres og vores trivsel. Men det er ikke det samme som, at vi har ramt plet, hver gang vi forsøger at installere vores liv, så det passer godt sammen med, hvad vi har lyst til. Vi prøver os frem som så mange andre, for der er ikke ret mange forbilleder uden for normen. Uden for det danske normative familieliv er der mindre grupperinger af fx hjemmeforældre, der fuldtidshjemmepasser og/eller hjemmeskoler deres børn, men hvad med os, der både ønsker sig en fagligt spændende karriere og et familieliv med masser af tid? Vi har ikke ret mange at se hen til.
Hvorfor er selvstændig vejen at gå for mig, og hvorfor er det måske ikke vejen for dig?
At være selvstændig understøtter for mig et arbejdsliv, hvor jeg både kan være fagligt ambitiøs og professionel men samtidig prioritere mine børn tidsmæssigt mere end flertallet. Iværksætterhjælp var én af vejene hertil. Min typiske uge ser således ud:
MANDAG – ONSDAG
Gå 100 m med børn og hund til skolestart kl. 8.10, derefter videre på morgentur med hunden 45-60 minutter, hjem og aflevere ham. Cykle på arbejde 200 m. Arbejde fra 9.30-14.30. Hjem og hente hunden, op og hente børnene kl. 15. Hygge eller fritidsaktivitet om eftermiddagen, til Jacob kommer hjem fra arbejde kl. 17.
TORSDAG + FREDAG
Far arbejder hjemme, så vi er 2 til morgenrutinen, at aflevere børn og lufte hund på skift. Jeg cykler på arbejde fra kl. 9-14.30. Hygge eller fritidsaktivitet om eftermiddagen, til Jacob lukker computeren kl. 16.30.
Og så er der alle mulige og umulige slags lægetider, dyrlægetider, skole-hjem samtaler, legeaftaler, forældremøder, sygdom mm., som jeg tager størstedelen af. Jeg arbejder et par gange om måneden i eftermiddagstimerne, når jeg underviser fyraftensmøder, og engang imellem om aftenen. Jacob arbejder 1-2 aftener om ugen. Vores aftenarbejde er altid hjemmefra.
LØRDAG + SØNDAG fri (eller det vil jo sige: indkøb, rengøring, have og hus, fester, arbejdsdage mm.)
Balancen i det daglige
Så gennemsnitligt arbejder jeg noget i retning af 20-25 timer om ugen i min virksomhed, resten i hjemmet (og det er ikke så lidt). Men så skal jeg også leve med at have en indtægt, der er afhængig af, hvad jeg selv kan skabe, og dermed er svingende, samt ansvar for selv at stå for pension, sundhedsforsikring, ferie, moms og skat og meget mere. Jeg har i skrivende stund ikke indbetalt til min pension siden 2021, men Jacob og jeg har en ægtepagt, der sikrer mig noget af hans pension i tilfælde af skilsmisse. Den har vi lavet i erkendelse af, at jeg får vores liv til at hænge sammen, og at det har en pris. En sundhedsforsikring har jeg via Jacobs arbejdsgiver. Alt vedrørende min virksomhed står jeg selv for, med undtagelse af noget hjemmesidestøtte, men ellers har jeg ingen udgifter den vej rundt. Jeg er indmeldt i A-kasse og fagforening, men har på alle andre parametre forsøgt at reducere mine udgifter. Jeg betaler 1/4 af, hvad Jacob gør, til vores fælles budgetkonto og bidrager i skrivende stund ikke til vores opsparing. Jeg køber kun lidt til mig selv, og sælger en del børneting, møbler og fra mig selv, reparerer med symaskinen og lejer vores ene bil ud så ofte som muligt.
Til gengæld får jeg tid sammen med mine børn hver morgen, oplever deres skoledag, kender deres venner og andre skolebørn, kender personalet, ser mine børns trivsel tydeligt, sidder i haven om eftermiddagen om sommeren og spiller 31 med dem sammen med boller og saftevand, og en hund, der vælter det hele. Samtidig har jeg et meget tilfredsstillende arbejdsliv (selvom jeg godt gad tjene flere penge). Jeg bruger min tid på arbejde effektivt og planlægger mine eftermiddagstimer på arbejde de dage, hvor Jacob eller en bedsteforælder kan være sammen med pigerne. Der er ingen pseudomøder, ingen kedelige dagsordener jeg skal bidrage til, ingen uskrevne regler der fortæller mig hvor længe jeg bør sidde og spise til frokost og ingen chefer, der sætter en retning for mit arbejde.
Jeg spilder ikke tiden men skifter fra at undervise til at skrive en faktura. Fra at opstille et budget for én kunde til at ringe til en anden og følge op på en aftale. Fra at skrive LinkedIn-opslag til at skabe den PowerPoint, jeg skal bruge til undervisning i næste uge. Fra at mødes med mit rådgivningspanel til at iværksætte de idéer, vi er enige om er værd at arbejde videre med. Og JEG sætter retningen. Det er der for mig stor meningsfuldhed i. Og jeg lever ok med den økonomiske usikkerhed, fordi jeg ved, at jeg arbejder godt og koncentreret på at forbedre økonomien.
Måske er det selvstændige ikke noget for dig, og det er helt i orden. Det er blot én måde at skabe balancen på.
Sofaen og madpakkerne
Vi er trætte om aftenen, ligesom dem der kører 2 fuldtidsjobs. Putning og aftentur med hund er nok de to ting, vi deler mest ligeligt hjemme hos os. Der lykkes vi stort set med at skiftes til 50/50. Så når klokken nærmer sig 21 eller 21.30 mødes vi i køkkenet til opvask og madpakker eller i sofaen. Og der taler vi om dagen, om de ting med pigerne vi skal være obs på, om der er kalenderaftaler vi skal forholde os til, og om hvordan det egentlig går med vores balancer mellem at være forældre og samtidig ønske os jobmæssige karrierer. De snakke er med til at redde vores hverdage. De skaber accept og forståelse for hinandens prioriteter. De gør, at vi kan videndele, og at vi tuner ind på hinanden dagligt. Selvforanstaltet parterapi henover makrelmadderne;-)
Hvordan var det før?
Før 2021; før jeg blev selvstændig, da havde jeg et 30 timers job i en virksomhed i Aarhus. Jacob havde samme job og timetal som nu. Vi afleverede på skift børn og langt fra altid trygge børn, med sveden dryppende af panden for at nå på arbejde til tiden. Hvilket alligevel ikke lykkedes. Jeg skyldte hele tiden min arbejdsgiver lidt timer, og sad i bussen eller bilen på vej hjem og bandede over trafikken. Dårlig samvittighed overfor både arbejdsgiver og børn kendetegnede perioden fra første barsel sluttede og til, jeg oprettede CVR-nummer, 2017-2021. Og mere har jeg ikke at sige om det.
Jeg blev fyret pga. covid-19 i 2021, og efter et døgns ro mærkede jeg, at det var helt okay at skulle videre. Derefter var det tilfældigt, at jeg blev selvstændigt, men sådan er det jo med livet. Vi forsøger at planlægge og strukturere og ud fra de handlinger, opstår der muligheder. “Planlagte tilfældigheder” hedder det på vejledningssprog.
Leder du også efter balancen, håber jeg, du er blevet inspireret. Du kan altid tage kontakt til mig, hvis du vil høre mere.
Held og lykke med din egen forælderkarriere, som er den, jeg vægter højest til enhver tid!
