Hvordan italesætter du barsel i dit CV?

Du har måske læst eller hørt, at du bør italesætte din barsel på dit CV. Men hvordan gør man lige det, uden at det bliver for privat?

Først og fremmest er der med det nutidige fokus på mere lige vilkår for mænd og kvinder i arbejdsliv, barsel, pension, løn og så videre kommet nye muligheder på fx LinkedIn. Du kan nu angive barsel på samme måde, som du angiver en ansættelse.

Angiv din barsel som en ansættelse

Mit bedste tip til dig, der går på barsel fra en ledighedsperiode, uanset om du er mand eller kvinde, er at angive din barsel som en ansættelse i dit CV, fra du går på barsel (inden fødsel), og indtil du igen stempler ud af barselsperioden. Simpelthen for at få brudt ledigheden op i bidder.

Der er også på LinkedIn oprettet virksomhedsprofiler, som du kan bruge fx “Barsel og Karriere” eller “På Barsel”. Så kan du oprette en ansættelse, hvor din stillingsbetegnelse er “Barsel” og hvor du så vælger én virksomhedsprofil a la dem, jeg har nævnt ovenfor, som din arbejdsgiver.

Lærer jeg noget under en barsel?

Dernæst er der nogle, som vælger at tilføje kompetencer til barselsafsnittet på LinkedIn eller i det skrevne CV. Dine kompetencer under barsel kan sagtens være en del af det puslespil, som din personlighed, erfaring med mere udgør. Nogle nævner planlægning, andre konfliktmægling eller anerkendende kommunikation. Min anbefaling er at holde det til stikord, hvis du gerne vil have ord med. Ikke noget med at nævne børnenes navne og så videre.

Dit CV skal primært fortælle noget om dig. Så hvis du skriver, at din søn hedder Sølv, er det måske den eneste detalje, en læser husker, og ikke dig som faglig profil.

Så spørg dig selv: handler det, som jeg skriver om min barsel, om mig og mine kompetencer? Hvis ikke du kan svare ja på det, bør du slette eller omformulere, hvad du har skrevet.