Hvordan bruger jeg telefonen i min jobsøgning?

Det er ofte en god idé at kontakte virksomheden, før du sender en jobansøgning målrettet et stillingsopslag. Og det vil sige at ringe, eller sekundært skrive en mail, hvis du ikke kan ringe dem op. Det er altid en god idé at ringe, hvis der ikke er et stillingsopslag. Faktisk bør du udskyde at sende dem noget på skrift, indtil du ved nok om dem og deres behov.

Læs mere om telefonens rolle i jobsøgning her. Formålet med kontakt er ikke at spørge, om de har et job til dig, men at få indsigt i deres behov og sikre, at din jobansøgning bliver målrettet og relevant, hvis de har et stillingsopslag. Hvis ikke der er et stillingsopslag, er formålet med at ringe at skaffe dig selv et netværksmøde.

Når det drejer sig om opsøgende jobsøgning, bør du sende en email først. Den følger du så op med en telefonopringning.  Formålet med at sende en email først er, at du så bliver mere genkendelig, når du ringer, og dermed giver du dig selv bedre forudsætninger for at nærme dig virksomheden.

Er det derimod en opslået stilling, du vil søge, så er det en god ide at ringe til virksomheden og stille relevante spørgsmål. Med tryk på relevante. Ellers risikerer du, at arbejdsgiver føler, at du spilder deres tid. Når du har forberedt nogle gode spørgsmål, er du bedre rustet til at skrive en god jobansøgning, du øger din chance for at komme foran i jobansøgningsbunken, og ikke mindst bliver du klogere på, om stillingen og arbejdspladsen overhovedet er noget for dig.

En kort, velforberedt opringning kan skabe genkendelse og gøre din jobansøgning stærkere, fordi du allerede har etableret kontakt.

Du skal spørge om noget, som ikke direkte kan læses ud af stillingsopslaget. Det kan fx være spørgsmål om selve arbejdsopgaverne, om kulturen i virksomheden, om hvordan en almindelig arbejdsdag ser ud eller om succeskriterierne for jobbet.

Det vigtigste formål med opkaldet er egentlig at skabe en relation og efterlade et godt indtryk – så du skiller dig ud fra bunken.

Målet er at komme tættere på den, der har beføjelse til at ansætte, fortrinsvis i form af et netværksmøde med en faglig leder eller afdelingschef. Det er her du møder den største interesse i at finde gode medarbejdere. Undgå så vidt muligt HR. De har en mere administrativ indstilling til nye medarbejdere frem for en interesse i potentielle nye medarbejdere.

Når du har en arbejdsgiver i røret, har du bedre mulighed for at takle/imødegå eventuelle indvendinger. Allerede i telefonen kan du blive spurgt, om du er lokal, ledig eller andet. Her har du mulighed for at svare således, at det ikke drejer sig om decideret jobsøgning, men derimod et netværksmøde eller viden om branchen.

Når du ringer for at invitere dig selv på netværksmøde, vil opkaldet primært være en gentagelse af din kontaktmail. Derfor kan du lave din kontaktmail om til en ringeguide. I den skriver du ned, hvad du vil sige, så du holder dig til det, der er relevant:

  • Jeg har sendt dig en mail.
  • Jeg er i gang med et jobskifte.
  • Må jeg komme og besøge dig/din virksomhed?

Ringeguiden kan se sådan ud:

Goddag, mit navn er [Fornavn Efternavn].

Jeg ringer for at følge op på den mail, jeg sendte dig i [tirsdags], hvor

jeg fortalte, at jeg er i gang med et jobskifte og gerne vil lære mere om

brancher og arbejdsopgaver. Ud fra min research ser det ud til, at det

kunne give rigtig god mening at tage en snak med dig.

Derfor vil jeg gerne høre, om jeg må komme forbi til en halv times møde i

den nærmeste fremtid?

Afvisninger kalder vi i salgssprog ‘indvendinger’. Indvendinger i telefonen handler ikke dig som person eller dit ærinde. Personen i den anden ende kender dig ikke, men forholder sig blot til sin egen hverdag.

Hvis du får en person i røret, som har mange indvendinger, så hold fokus og gentag, at du ikke forventer et job i den anden ende, men at du mener, der er mest læring for dig, hvis I mødes ansigt til ansigt, så du kan opleve virksomheden.

Eksempler på indvendinger og modsvar:

Vi har ikke tid. Det passer ikke så godt. Kan du ringe senere? Og andre varianter, der handler om tidspres. Du kan svare:

  • Det forstår jeg godt. Hvornår vil det passe dig?
  • Jo, jeg kan sagtens ringe igen senere. Hvilket klokkeslæt passer dig bedst?

Vi har ikke brug for nogen lige nu. Her kan du spørge, om du må følge op om 2–3 måneder.

Det lyder spændende, men vi har lige haft en omstrukturering, så kan du ikke ringe igen om et par måneder? Det er en indvending, du får svært ved at imødegå, så det bedste er at tage imod denne mulighed.

Vi har ikke behovet, men du er velkommen til at sende noget. Det svar er i mange tilfælde en høflig afvisning.

Hvis det viser sig svært, kan det være en god idé på forhånd at have sat sig et retrætemål. Altså et mindre mål, du kan falde tilbage på. Det kan være at få lov til at ringe igen om en måned eller få navnet på en anden relevant kontakt. Det kan også være at få lov at sende et motiveret CV eller at tage et kort onlinemøde i stedet for at mødes fysisk. Det vil ikke være et relevant retrætemål at få lov til at blive registreret i virksomhedens database for uopfordrede ansøgere, for det kunne du have gjort uden at ringe. Og for de fleste fører det sjældent til et job.

Hvis den person, du gerne vil tale med, hverken er til at hugge eller stikke i, så tak for deres tid og afslut opkaldet.

Savner du et svar, så skriv spørgsmålet til os, så vi kan udvide FAQ’en. Skriv til lena@bryderkarriere.dk

Tilbage til FAQ'en
Ikon med telefon, der skal illustrere, hvordan du bruger telefonen i din jobsøgning